Puer

Ægteparret Joan og Carsten Vagn-Hansen håbede på tryghed, da de flyttede på plejehjem. Men ifølge de pårørende blev den sidste tid på Plejecenter Kastaniehaven præget af fejl, manglende omsorg og en voksende mistillid til systemet. Nu står døtrene frem med en skarp kritik af et forløb, hvor de selv endte med at passe deres forældre hver aften i over et år.

Mette Vagn-Hansen finder sin far liggende i sengen på Plejecenter Kastaniehaven i Give den 30. marts 2025.

Han har kastet op flere gange. Der er blod i opkastet. Han er kold, klamt svedende og har svært ved at trække vejret.

Tidligere på dagen har Carsten Vagn-Hansen fået lov til at blive liggende i sengen, fordi han er dårlig og ikke har kræfter til at komme op. Han fornemmer, at han er ved at blive kvalt, mens han ligger fladt ned. Ifølge familien har han ikke fået hævet hovedgærdet, selvom personalet godt ved, han er dårlig.

Få meter derfra sidder hans kone Joan. Hun kan hverken tale eller bevæge sig ret meget længere.

Sygdommen “primær progressiv afasi” har over flere år taget hendes sprog og store dele af hendes førlighed. Hun kan derfor ikke tilkalde hjælp.

– Mor kunne bare sidde og se på det hele, fortæller datteren Mette Vagn-Hansen.

Da hun kommer på sit planlagte besøg sidst på eftermiddagen, reagerer hun med det samme. Hun kan se, at hendes far er alvorligt syg, og hun insisterer på, at der bliver ringet efter hjælp.

– Han kunne jo være blevet kvalt i sit eget opkast.

Senere på Kolding Sygehus konstaterer lægerne, at Carsten Vagn-Hansen har fået opkast i begge lunger. Hele familien bliver kaldt til sygehuset sent om aftenen, fordi lægerne frygter, at han ikke overlever natten.

For døtrene er episoden et af utallige eksempler på det, de oplever som omsorgssvigt, uværdig ældrepleje og manglende opmærksomhed i deres forældres sidste tid.

Fra hjemmepleje til plejehjem
Joan og Carsten Vagn-Hansen var kendte langt ud over lokalområdet. Han som læge, radiodoktor og tv-vært gennem årtier. Hun som sygeplejerske, foredragsholder og frivillig ildsjæl.

Sammen rejste de landet rundt med foredrag, musik og fortællinger om sundhed og livsglæde. I 1997 flyttede parret fra Aabenraa til Knabberup lidt vest for Vejle.

To af deres døtre er sygeplejersker, og en søn er overlæge. Familien er vant til at arbejde i sundhedsvæsenet og at reagere, når mennesker bliver syge.

Da Joan blev hårdere ramt af sin sygdom, passede Carsten hende hjemme så længe, han kunne. Hun mistede gradvist sproget, fik sværere ved at gå og mistede efterhånden store dele af førligheden i højre side af kroppen. Til sidst kunne hun ikke længere bruge sin højre hånd, og hun havde svært ved at synke, hvis hun fik for meget væske i munden ad gangen.

Carsten blev hendes talerør. Han bar mad op til hende på første sal. Han hjalp hende rundt. Han holdt styr på hverdagen.

Efterhånden blev opgaven for stor.

– Jeg boede lige ved siden af dem. Så snart jeg kom hjem fra arbejde, ringede de. Og jeg hjalp dem hellere end gerne. Men der var ikke meget liv ved siden af, konstaterer Mette Vagn-Hansen.

I begyndelsen af 2024 kommer hjemmeplejen ind i billedet, men situationen bliver forværret i løbet af året.

Efterhånden bliver det klart, at Joan og Carsten ikke længere kan blive boende hjemme. Begge frygter tanken om plejehjem, men samtidig kan de godt se, at det er nødvendigt.

Carstens vigtigste krav er, at de skal blive boende sammen. Derfor flytter de 27. december 2024 ind på Plejecenter Kastaniehaven i Give.

Døtre blev en del af aftenholdet
De første måneder giver håb.

– Far sagde nærmest, at det var som et hotel. “Vi får god mad hver dag,” sagde han. Og vi tænkte, at nu får vi lidt tid tilbage til andet i vores liv, fortæller Lotte Vagn-Hansen.

Sådan går det slet ikke.

I takt med, at Joan og Carsten bliver dårligere, oplever døtrene, at de selv må overtage flere og flere opgaver.

Det begynder med enkelte praktiske ting, men ender hurtigt med, at de reelt fungerer som en del af aftenholdet på plejehjemmet, fordi de oplever, at personalet konstant er tidspressede. Det giver aftenholdet mulighed for at bruge lidt ekstra tiltrængt tid hos de andre beboere.

– Personalet takkede hver aften for hjælpen, fortæller Lotte Vagn-Hansen.

Efter arbejde skiftes døtrene til at køre til Kastaniehaven. De hjælper Joan med aftensmaden, sørger for væske, holder øje med medicin, hjælper begge forældre i seng, tager nogle gange vasketøj med hjem og følger med på sygehuset ved indlæggelser.

– Vi arbejdede, kørte derud, kom hjem og sov. Og så arbejdede vi igen dagen efter. Der var nærmest ingen tid ved siden af, fortæller Mette Vagn-Hansen.

– Når man gentagne gange oplever, at der sker små og store misforståelser eller forglemmelser blandt personalet, så kan man ikke bare lade være med at komme, uddyber hun.

Døtrene understreger flere gange, at kritikken ikke primært retter sig mod medarbejderne på gulvet, men mod dårlig ledelse.

– De fleste medarbejdere ville gerne gøre det godt. Men de havde ikke tiden til det, siger Lotte Vagn-Hansen og konstaterer:

– Det gik så ud over plejen af de ældre.

Problemer med at drikke og spise
Noget af det, familien reagerer kraftigt på, handler om Joans væskeindtag.

Hun har synkebesvær og hoster, når hun skal drikke for hurtigt. Derfor beslutter plejehjemmet på et tidspunkt, at hun skal have fortykkelsesmiddel i alle drikkevarer.

Men når døtrene kommer på besøg senere på dagen, står der ifølge dem stadig kaffe, saft og vand foran Joan. Væsken er blevet så tyk, at den minder om gelé.

– Hun syntes, det var frygteligt. Det ville jeg også selv have gjort, siger Lotte Vagn-Hansen.

Familien oplever, at Joan drikker mindre og mindre med tiden, og der føres ikke opsyn med mængden.

– Nogle dage fik hun måske kun 100 til 200 milliliter væske. Ingen vidste helt reelt hvor meget, da plejehjemmet ikke ville holde øje med det. Der er jo ingen mennesker, der kan fungere på så lidt væske, siger Lotte Vagn-Hansen.

Døtrene beskriver, hvordan Joan bliver mere og mere træt, mere fjern og sover det meste af dagen.

Joan kunne ikke længere spise selv og havde brug for hjælp til måltiderne. Familien oplevede, at det krævede både tid og tålmodighed at få hende til at spise og drikke nok.

– Hun ville faktisk gerne spise. Men det krævede, at nogen sad hos hende. Når vi kom på besøg, var hun ofte sulten og tørstig, så det blev en del af vores daglige rutine, at vi måtte hjælpe hende med aftensmad og væske, siger Mette Vagn-Hansen.

Selve madens kvalitet bliver et andet tilbagevendende tema. Den bliver også ringere og ringere, mener familien.

– Mange af de måltider, vi så, lignede simpelthen ikke mad til skrøbelige ældre mennesker. Der var ofte kartofler, supper og gryderetter, hvor man knap kunne se, hvad der var i dem, og ofte næsten intet kød. Derfor kæmpede vi hele tiden for, at de skulle have noget protein, siger Lotte Vagn-Hansen.

De fortæller om en mortensaften, hvor mange af beboerne måtte nøjes med et halvt andelår. Resten var kartofler.

– Jeg kan også huske en aften, hvor personalet kom ind med en halv frikadelle og en halv kartoffel til hver. Vi spurgte, hvad det gik ud på, og fik at vide, at der simpelthen ikke var mere mad. Personalet sagde, at de havde været nødt til at dele portionerne. Når man står med gamle mennesker, som i forvejen spiser for lidt, så er det chokerende at se, mener Lotte Vagn-Hansen.