Har bedraget Danmark og Sverige i 16 år – nu kræver partier indgreb
Salwa Jwad fortæller, at hun fik understøttelse i Sverige, samtidig med at hun var på førtidspension i Danmark, men “vidste ikke, at det var ulovligt”
Det vækker harme på Christiansborg, at det er lykkedes et irakisk ægtepar at snyde de skandinaviske asyl- og velfærdssystemer.
I TV 2-dokumentaren ‘Du må ikke blive for dansk’ afslører TV 2 i samarbejde med mediet Sydsvenskan, hvordan 52-årige Kais Kassem og 53-årige Salwa Jwad har fået adgang til sociale ydelser i både Danmark og Sverige.
Noget, som ikke bare er ulovligt, men også – ifølge flere partier – burde være umuligt.
– Det er galimatias. Vi er jo til grin for vores egne penge, siger Morten Dahlin, udlændingeordfører i Venstre.
Venstre samt Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne kræver nu, at regeringen går ind i sagen.
– Danskerne behandlede mig uretfærdigt
Kais Kassem og Salwa Jwad kom fra Irak til Danmark i slutningen af 1990’erne og har boet her siden. De har begge permanent opholdstilladelse i landet.
Alligevel tog Salwa Jwad i 2010 til Sverige og søgte asyl. Under et falsk navn forklarede hun de svenske myndigheder, at hun kom direkte fra Irak, og at hun var truet på livet.
– Hvis du vender tilbage til dit hjemland, er du bange for at blive dræbt af din svigerfar. Du søger derfor tryghed uden for Irak, står der blandt andet i en aktindsigt, som TV 2 har fået hos de svenske myndigheder.

Salwa Jwads ansøgning blev godkendt, og det samme gjorde efterfølgende Kais Kassems ansøgning om at blive familiesammenført.
Flere år senere fik Salwa Jwad og Kais Kassem også tildelt statsborgerskab i Sverige.
De meldte sig desuden begge hos arbejdsformidlingen, der svarer til jobcenter i Danmark, og fik derigennem adgang til understøttelse i Sverige.
Alt dette foregik, mens de boede i Danmark.
TV 2 kan ikke dokumentere, om Kais Kassem og Salwa Jwad rent faktisk fik udbetalt penge fra Sverige.
Men Salwa Jwad fortæller selv til TV 2, at hun fik penge fra Sverige, samtidig med hun var på førtidspension i Danmark.
– Det er korrekt. Danskerne behandlede mig uretfærdigt, og så sagde Kais: ”Tag over til Sverige”, forklarer Salwa Jwad i et interview med TV 2.
Hun forklarer endvidere, at hun følte sig “overvåget af danskerne”, og at hendes “psyke var helt ødelagt”, efter at hun i 2006 modtog en ubetinget fængselsdom for vold og mishandling af sin steddatter.
Kais sagde, at ingen ville opdage det, og at jeg kunne være helt rolig
Salwa Jwad
Mistænker flere tilfælde
Ifølge Jens Vedsted-Hansen, som er juraprofessor og asylekspert, rejser sagen ”gedigne juridiske problemer”.
– Det her kan kun lade sig gøre, fordi myndighederne i det ene land ikke kendte til parrets forhold i det andet land og ikke vidste, hvad myndighederne i det andet land foretog sig, siger han til TV 2.
Det er ikke i sig selv ulovligt at søge asyl i to EU-lande, men det er ulovligt at give urigtige oplysninger og forfalske dokumenter, som TV 2 kan dokumentere, at Kais Kassem og Salwa Jwad har gjort.
Samtlige blå partier kræver nu, at regeringen undersøger, om der er tale om et enkeltstående tilfælde eller ej.
– Jeg har en mistanke om, at det her er mere udbredt, og det skal undersøges, siger Anders Vistisen, som er retsordfører i Dansk Folkeparti.
Han bygger sin mistanke på udtalelser fra tidligere islamist og nu skribent Yaqoub Ali. I en klumme i B.T. skriver Yaqoub Ali på baggrund af TV 2-dokumentaren, at det er et velkendt fænomen i det irakiske miljø i Danmark at snyde sig til ophold i to lande.
Skal miste deres ophold i Danmark, siger V
Udover en kulegravning af sagen, kræver V, K, DF, LA og DD, at TV 2 og Sydsvenskans afsløringer får konsekvenser for Kais Kassem og Salwa Jwad.
– Regeringen må finde ud af, hvordan vi kan få pillet opholdstilladelse og førtidspension fra de her to mennesker, som jo har snydt og bedraget, siger Morten Dahlin.
Hvis der bliver rejst en sag mod dem i Danmark eller Sverige, kan det ifølge Jens Vedsted-Hansen få konsekvenser for deres opholdstilladelse i Danmark.
– Der er ikke en lovbestemmelse, der dækker lige den her noget specielle situation, men der er ingen tvivl om, at den generelle lovgivning i både Danmark og Sverige vil ramme dem, siger han.
TV 2 har spurgt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, om der er indgået en anmeldelse på Kais Kassem og Salwa Jwad efter TV 2s afsløringer. Politiet vil ikke svare af hensyn til tavshedspligten.
Det er også muligt for Udlændingestyrelsen at fratage borgere deres opholdstilladelse uden forudgående retssag. Styrelsen oplyser til TV 2, at den ikke kan kommentere enkeltsager, men:
– Det kan generelt oplyses, at vi følger op, når vi bliver bekendt med nye oplysninger, der kan have betydning for en udlændings opholdstilladelse. Styrelsen kan i den forbindelse vurdere, om der er grundlag for at indlede en sag om bortfald eller inddragelse af opholdstilladelsen.
– Ved du godt, det er ulovligt?
Hverken Kais Kassem eller Salwa Jawd har længere adresse i Sverige. De har oplyst de svenske myndigheder, at de er udrejst til Irak. Men de bor altså i Danmark.
De er desuden stadig statsborgere i Sverige og har aldrig oplyst hverken Danmark eller Sverige om deres tilhørsforhold til nabolandet.
Ved du godt, at det er ulovligt, det du har gjort?
– Det vidste jeg faktisk ikke, for at være helt ærlig. Det var jo Kais, der forklarede mig det. Han sagde: “Du har ikke fingeraftryk i Danmark”. Han sagde, at ingen ville opdage det, og at jeg kunne være helt rolig, siger Salwa Jawd.
Så du vidste ikke, at det var ulovligt at søge asyl i et andet land på et falsk grundlag og modtage offentlige ydelser fra to lande på én gang?
– Jeg sværger, jeg vidste det ikke. Jeg anede intet om det.
TV 2 har også forelagt dokumentationen for Kais Kassem. Han har ikke ønsket at stille op til interview eller svare på TV 2s spørgsmål.
Vil tale med svensk ministerkollega
TV 2 har forelagt kritikken fra de blå partier for udlændinge- og integrationsminister, Morten Bødskov (S).
I et skriftligt svar, lyder det:
– Jeg bliver ærligt talt rasende, når jeg hører om, hvordan ægteparret koldt og kynisk har snydt vores fællesskab og løjet sig til at få ophold i Sverige for at tilrane sig ydelser, de ikke er berettiget til. Det hører ingen steder hjemme, og det tager jeg selvfølgelig op med min svenske ministerkollega.
Comments (0)