Uhelbredeligt syg mor tør ikke gå ud i sin have i Odense
Nærkontakt med egeprocessionsspinderen – også kendt som ‘larven fra helvede’ – er ikke rart for nogen. Men for Meike Noorslykke i Odense er det ekstra slemt. Hun lider af uhelbredelig kræft og har svært nedsat immunforsvar.
Som følge af det lange og barske sygdomsforløb lider hendes 16-årige datter, Vala Favnez, af angst og oplever store udfordringer med den berygtede larve.
– Vi har kæmpe problemer herude i Blangstedgård, for ‘larven fra helvede’ invaderer vores liv. Vi er voldsomt generede af den, og den hæmmer vores hverdag på så mange måder, siger Meike Noorslykke.
Kæmper mod modstander, vi ikke kan se
Meike Noorslykke har ikke brug for flere udfordringer i sit liv. Hun kan kun bevæge sig via sin gangrollator og er i livsforlængede behandling med skrap kemo. Nu har hun fået egeprocessionsspinderen at slås med oveni.
– Vi kan ikke være på altanen, gå ture, lukke vores dyr ud eller lade vores børn lege udenfor. Larverne er overalt herude, kravler på stierne og bliver båret med luften, siger Meike Noorslykke.
Selvom hun kun bevæger sig rundt i små cirkler lige omkring sit hus, er hun blevet ramt af larvens gifttråde, som er luftbårne. Det giver kløende udslæt og væskende sår, og hendes kræftsygdom og skrappe medicin gør, at hun er ekstra bekymret for, hvordan hendes krop reagerer.
Men den er svær at undgå.
– Det er jo ikke, fordi den sidder på lur oppe i træet og hopper ned, og så kan man, ligesom med en myg, give den et klask og vifte den væk. Gifttrådene er jo luftbårne. Det er svært at kæmpe mod noget, man ikke kan se.
Det er ulideligt
Vala Favnez på 16 år havde været kortvarigt udenfor og troede først, at hun havde fået myggestik. Men det var værre end det, for hun var også blevet ramt af de luftbårne gifttråde.
Da Vala Favnez i en længere periode har lidt af depression og angst og været i et forløb i psykiatrien, er situationen særligt belastende for hende.
– Jeg tør ikke gå ud, og det er en ekstra stor ulempe for mig, da jeg i forvejen har svært ved at gå ud på grund af min depression. Det har store konsekvenser for, hvordan jeg klarer mig mentalt, når jeg ikke kan gå en tur og være fysisk aktiv.
Problemet er eksploderet
I grundejerforeningen Slagkrogen tager de udfordringen dybt alvorligt. Bestyrelsesformanden Lene Borggard Kruse-Nielsen har taget kontakt til alle de andre grundejerforeninger i området, så de sammen kan samle data og komme i dialog med Odense Kommune om, hvordan problemet kan håndteres.
Der er 115 husstande i grundejerforeningen, og et umiddelbart bud fra bestyrelsesformanden er, at cirka 70 grundejere er mere eller mindre berørt af larven.
– Det er virkelig voldsomt, og der skal gøres noget, for ellers bliver det umuligt at bo her fremadrettet. Problemet er jo eksploderet, og vi er virkelig i en situation, hvor vi har behov for, at der sker noget, siger Lene Borggaard Kruse-Nielsen.
Håber på løsning
Martin Petersen, der er kontorchef for Odense Kommunes klima- og miljøforvaltning, siger til TV 2 Fyn, at han forstår naboernes bekymring til fulde.
Han mener, at kommunen gør alt, hvad den kan for at komme larveproblemet til livs:
– Vi har to entreprenører, som har sat alle deres mand på den her opgave – så vi kan simpelthen ikke sætte flere folk på opgaven.
Men kommer I til at bekæmpe larven mere intenst, nu hvor de her allergireaktioner har vist sig den seneste uge?
– Vi skal gøre, hvad vi kan, inden for de ressourcer vi har. Vi kommer aldrig af med larven, og det er vi nødt til at indstille os på. Al erfaring fra resten af Europa viser, at hvis larven først er kommet, bliver den der. Men vi skal bekæmpe dem i de områder, hvor der færdes flest mennesker.
– Det er virkelig, virkelig svært at leve med, og jeg går hver evig eneste dag og er bange for, at jeg bliver nødt til at leve sådan her de næste måneder.
Meike Noorslykke ønsker sig da også en tydelig udmelding fra Odense Kommune om, hvad fremtidsplanerne er.
– Jeg vil gerne vide, hvordan vi kommer videre, så vi kan vende tilbage til noget, der minder om en normal hverdag og sommer, hvor man kan sidde ude og nyde en kold drik uden at klø sig halvt ihjel.
Comments (0)