Selskab balancerer på randen af konkurs – kan koste kunder tusindvis af kroner

Selskab balancerer på randen af konkurs – kan koste kunder tusindvis af kroner

Nu vælter dominobrikkerne i Velkommen-koncernen, der har retning mod en konkurs. Sådan lyder vurderingen fra flere økonomiske eksperter, efter at Velkommen og datterselskaberne Nettopower, Power Fuel og Vedvarende i går blev smidt af elnettet på Sjælland og Lolland-Falster.

Det viser sig, at Velkommen-koncernen skylder elnetselskaber i området “et større millionbeløb”, og nu har koncernen altså på én dag mistet cirka 32.500 kunder.

– Med det her er Velkommen-koncernen likviditetsmæssigt endnu mere presset. Og hvis vi måler afstanden til randen – altså til en konkurs – så er de kommet tættere på, siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

Leif Christensen, der er lektor i revision ved Copenhagen Business School (CBS), er mere kontant i sin analyse:

– De ser direkte ind i en konkurs.

Karakter af pyramidespil
Spørgsmålet er, hvor tæt Velkommen er på en mulig konkurs.

Der findes endnu ikke et offentliggjort 2025-regnskab. Men som TV 2 tidligere har beskrevet, viser det seneste regnskab fra 2024, at selskabet havde få kontante midler og samtidig gæld for millioner.

Blandt andet til hinanden og til kunderne, som de på daværende tidspunkt havde modtaget knap 100 millioner kroner fra i forudbetalinger.

Situationen er næppe mere lovende nu, end den var dengang, vurderer Leif Christensen.

Per Nikolaj Bukh mener, at Velkommen-koncernen har “karakter af pyramidespil”.

For de høje acontobeløb, som kunder har forudbetalt for fremtidigt forbrug, bruges tilsyneladende på medarbejdere, der kan hverve nye kunder. Når de nye kunder så betaler, kan de tidligere kunder få deres penge. Men denne forretningsmodel løber kun rundt, så længe der kommer nye kunder i butikken.

Og med en karantæne mod at hverve nye kunder i foråret samt den nye udvikling, hvor koncernen nu er blevet smidt af elnettet på Sjælland og Lolland-Falster, er det svært at få nye kunder.

– Der er ikke noget fremtidsperspektiv i det her, lyder det fra Leif Christensen.

Er vi kommet til håbløshedstidspunktet?
Per Nikolaj Bukh mener, der er tre klare årsager til, at Velkommen-koncernen lige nu bevæger sig hen imod en konkurs.

Når koncernen har mistet omkring 32.500 kunder, har den også mistet en meget stor del af dens løbende driftsindtjening.
Koncernen har samtidig mistet et helt marked på Sjælland og Lolland-Falster, hvor den kan hverve nye kunder.
Derudover er det kommet frem, at Velkommen skylder elnetselskaberne Cerius og Radius et større millionbeløb, og med opsigelsen af deres indbyrdes aftale, bliver det nu sværere for Velkommen at udskyde betalingen af den regning.

Comments (0)

Залишити відповідь

Ваша e-mail адреса не оприлюднюватиметься. Обов’язкові поля позначені *