81-årige Hanne blev kørt ned af elløbehjul og endte på hospitalet
81-årige Hanne Tornøe fra Middelfart vågner kortvarigt, mens hun ligger i ambulancen. Ellers er det første, hun husker, at hun ankommer til Kolding Sygehus.
Hun er svært forslået i ansigtet, har hudafskrabninger på knæ og albuer, og det skal vise sig, at hun også har brækket højre håndled.
Det er godt to uger siden ulykken, men armen er stadig bundet ind i gips op til albuen, og Hanne Tornøe døjer fortsat med hukommelsen efter slaget.
Årsagen er to hurtigkørende drenge i 15-årsalderen på elløbehjul. De når ikke at stoppe, inden den ene dreng brager ind i Hanne Tornøe, som cykler ad Vestre Hougvej i Middelfart en sen eftermiddag sidst i august.
– Det eneste, jeg når at se, er et løbehjul, som kommer vinkelret ind mod mig fra højre, og så husker jeg ikke mere, fortæller Hanne Tornøe.
Nu efterlyser hun og hendes mand de to drenge.
Søger afklaring
Da ulykken sker, får Hanne Tornøe hjælp af to forbipasserende kvinder. Politiet og en ambulance ankommer desuden kort efter. De to drenge på elløbehjulene forsøger også at hjælpe. De er selv meget rystede, har Hanne Tornøe senere fået fortalt.
Men i forvirringen får de to kvinder, som hjælper, ikke fat i drengenes kontaktoplysninger. Og da politiet ankommer, er drengene væk. Derfor har Hanne Tornøe og hendes mand nu efterlyst dem på Facebook.
– Jeg ved godt, at det ikke er med vilje, at de vædrede en gammel kone. Det var et uheld, men de havde altså for meget fart på. Havde det været en bil og ikke mig, de ramte ind i, så var skaden jo gået ud over dem, og det er ikke rart at tænke på, siger Hanne Tornøe.\
Men det er nu ikke for at skælde ud eller belære, at ægteparret forsøger at finde drengene.
Selvom de to kvinder hurtigt kommer Hanne Tornøe til undsætning, så ser de ikke selve ulykken ske. Derfor håber Hanne Tornøe , at de to drenge kan hjælpe med at kaste lys over det nøjagtige hændelsesforløb.
– Hanne er stadig meget utryg ved, at der er cirka en time, hun ikke har nogen erindring om. Vi vil derfor meget gerne høre, hvis nogen – og specielt de to drenge og den anden kvinde med den røde bil – kan fortælle, hvad de oplevede på Vestre Hougvej, skriver Hanne Tornøes mand Niels Tornøe på Facebook.
Flere får alvorlige skader
Hanne Tornøe fortæller sin historie, netop som debatten om ulovlige elløbehjul er på sit højeste. En debat, som vi her på TV 2 Fyn har dækket tæt.
Ulykkes Analyse Gruppen på OUH har det seneste år bemærket en stigning i kategorien “alvorlige skader” efter ulykker med elløbehjul.
Lørdag i sidste uge bragte TV 2 Fyn historien om to-årige Emil fra Odense, som blev ramt af et ulovligt elløbehjul. Og søndag meldte Tænketanken Trafiksikkerhed ud, at elløbehjul og andre mindre eldrevne køretøjer bør forbydes i trafikken.
En melding, der blandt andet kommer på bagkant af videoer fra Nyborg, hvor en ung mand kører vanvidskørsel med over 100 kilometer i timen og efterfølgende lægger videoerne på Tiktok.
Comments (0)