79-årig enke fik regning på 29.000 kroner for ingenting – nu reagerer danskerne
Hos Skat er du skyldig, til en journalist beviser det modsatte. Fordi statens vurderingsmaskine til fem milliarder kroner ikke kunne aflæse, at en enke på 79 år ejede sit eget hus, fik hun en regning på knap 29.000 kroner, hun ikke skyldte.
En social- og sundhedshjælper, der havde fået stjålet sin identitet, blev jagtet for millioner, han aldrig havde sendt ud af landet, og fik trækprocenten skruet op på 81 procent, så han måtte tage to job.
En iværksætter fik en regning på 3,7 millioner i renter af en gæld, som Folketinget for længst havde afskaffet.
Det er blot tre nylige eksempler – ud af alt for mange – på danskere, der fik ubegrundede og dybt urimelige krav fra Skat.
Borgerne klager og klager i månedsvis, men SKAT holder fast i, at de berørte bare skal betale. Der er ikke noget at komme efter, må man forstå.
Men det er der så alligevel, når medierne henvender sig. Så bliver sagerne pudsigt nok bragt i orden på få dage.
Skat vidste – eller burde have vidst – at kravene var ubegrundede.
Alligevel blev der trukket i lønnen og truet med Gældsstyrelsen.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at borgernes retssikkerhed skal afhænge af, om TV 2 eller Politiken udstiller Skats særegne kombination af grådighed og inkompetence. Og det får en til at grue for, hvad der sker for alle de borgere, som har tilsvarende sager, medierne ikke skriver om?
Danskerne har krav på et skattevæsen, der behandler dem som borgere – ikke som undersåtter, der lever på myndighedernes nåde – og som af egen drift forstår, at når staten opkræver penge under potentielt trussel om magtanvendelse, skal tvivlen komme borgeren til gode.
I en retsstat er det staten, der skal dokumentere sine krav, ikke borgeren, der skal bevise sin uskyld.
Hvis ikke Skat af egen drift erkender, at det er den måde, det bør fungere på, så vil vi i LA gøre vores bedste, for at Folketinget tvinger Skat til det.
Alex Vanopslagh
Comments (0)